Ingen varer i kurven.

Camilles Cacao Love

Ceremoniel cacao – nærvær og fordybelse

Hos AM Beauty & Care i København har jeg valgt ceremoniel cacao fra Camilles Cacao Love, fordi den passer naturligt ind i den måde, jeg arbejder med nærvær, healing, sanselighed og små ritualer, der hjælper os med at sænke tempoet og vende opmærksomheden indad.

For mig er ceremoniel cacao mere end en varm drik. Det er også en plante med en lang historie og tradition omkring sig, som jeg møder med respekt. Cacaoen kan skabe et lille rum mellem det, vi kommer fra, og det, vi ønsker at træde ind i – et øjeblik med mere stilhed, intention og kontakt til os selv.

 

Hvad er ceremoniel cacao?

Ceremoniel cacao er ren kakaomasse fremstillet af hele kakaobønnen. I modsætning til almindeligt kakaopulver er kakaosmørret ikke skilt fra, og resultatet er derfor en mere fyldig, intens og cremet cacao.

Den ceremonielle cacao, jeg har valgt fra Camilles Cacao Love, består af 100 % ren cacao fra Peru uden andet tilsat. Hele kakaobønnen anvendes, og cacaoen har derfor bevaret sit naturlige indhold af blandt andet kakaosmør, mineraler og plantestoffer.

Cacaoen kan nydes helt enkelt eller kombineres med krydderier og botaniske ingredienser. Jeg har valgt et lille udvalg til klinikken, så du både kan opleve ceremoniel cacao som en del af mit behandlingsunivers og tage den med hjem og skabe dit eget cacao-ritual.

 

Min tilgang til ceremoniel cacao

For mig handler en cacao-ceremoni først og fremmest om nærvær, intention og respekt for det, jeg står med.

Jeg går ikke ind i en ceremoni med en forventning om, at noget bestemt skal ske. Nogle stunder bliver dybe og følelsesfulde, andre stille og enkle. Det vigtige for mig er at skabe plads til at være til stede og lytte lidt længere indad.

Cacao-ceremonien har også en spirituel dimension for mig, men det behøver den ikke nødvendigvis at have for dig. Cacaoen kan lige så fint være en stille stund med nærvær og fordybelse. Når tempoet sænkes, og der bliver stille omkring os, kan der opstå mere plads til intuition, følelser og det, der ellers let overdøves af hverdagen.

Allerede inden jeg tilbereder cacaoen, bruger jeg et øjeblik på taknemmelighed – for cacaoen, planten den kommer fra og dens lange vej fra dyrkning og høst i Peru, til den står foran mig. Derefter sætter jeg en intention for min cacao-stund. Det kan være et ønske om at finde ro, give slip på noget, invitere noget nyt ind, søge klarhed – eller ganske enkelt være mere nærværende.

Der er ingen rigtig eller forkert måde at gøre det på. For mig er det netop det personlige og intuitive, der gør ritualet meningsfuldt.

 

Skab dit eget ceremonielle rum

Vælg gerne et tidspunkt, hvor du kan være uforstyrret og ikke skal skynde dig videre.

Jeg holder selv af at gøre lidt ud af det rum, jeg skal være i – at skabe en smuk og tryg ramme, som føles rigtig netop den dag. Det kan være puder og et blødt tæppe, et tændt stearinlys, friske blomster, en særlig figur, krystaller, røgelse eller andre små ting, der har betydning og understøtter intentionen for ceremonien.

Nogle dage kalder på enkelhed, andre på et mere ceremonielt rum. Lad intuitionen være med til at bestemme:

  • Giv dig selv et øjeblik til at lande, gerne med et par dybe, rolige vejrtrækninger.
  • Når cacaoen er klar, kan du holde koppen mellem hænderne et øjeblik.
  • Mærk varmen, duft til cacaoen og tag nogle rolige vejrtrækninger, inden du tager den første slurk.
  • Drik langsomt og lad stunden udvikle sig uden en fast dagsorden.
  • Du kan meditere, skrive, lytte til musik, arbejde med dit åndedræt eller blot være stille.
  • Måske kommer der tanker, følelser eller indre billeder.
  • Måske mærker du bare roen ved ikke at skulle noget.

Cacao-ceremonien kan også være smuk at dele med én, du holder af: I kan sætte en fælles intention, begynde i stilhed og bagefter lade samtalen opstå.

 

Sådan tilbereder jeg ceremoniel cacao

  • Til én kop bruger jeg ca. 35 g ceremoniel cacao og omkring 2 dl vand eller plantemælk.
  • Jeg foretrækker selv rismælk, fordi den giver cacaoen en mild, naturlig sødme.
  • Jeg hakker cacaoen i mindre stykker og varmer den langsomt op ved lav varme.
  • Væsken tilsætter jeg lidt ad gangen, mens jeg rører med en træske, til cacaoen er helt opløst.
  • Mængden justerer jeg undervejs, alt efter hvor fyldig og intens jeg ønsker cacaoen.
  • Til sidst pisker jeg den med et bambuspiskeris, til den bliver glat, blank og cremet.
  • Jeg holder af at tilsætte Grounding Krydderimix fra Camilles Cacao Love eller blot Ceylon-kanel, kardemomme eller ren vanilje – og nogle gange lidt bi-pollen.

For at få det bedste ud af min cacao-stund foretrækker jeg ikke at være for mæt inden ceremonien, og jeg undgår som regel kaffe, mælkeprodukter og søde sager den dag, hvor jeg skal nyde min cacao. Det er en del af den måde, jeg selv forbereder mig på og skaber lidt mere ro omkring ritualet.

Med tiden finder du din egen styrke, smag og måde at tilberede – og nyde – ceremoniel cacao på.

 

Et lille udvalg til dit eget cacao-ritual

I klinikken har jeg valgt et lille sortiment fra Camilles Cacao Love til dig, der har lyst til at udforske cacaoens univers derhjemme.

Ceremoniel Cacao · 100 g & 420 g

Den rene cacao er hjertet i ritualet. Det er 100 % ceremonial grade cacao fra Peru uden andet tilsat. Hele kakaobønnen anvendes, hvilket giver en intens, rund og fyldig smag.

Cacao indeholder naturligt theobromin, som er beslægtet med koffein, men virker anderledes i kroppen. Theobromin har en mildt stimulerende effekt, og derfor kan en ceremoniel portion opleves som både varmende og energigivende.

Cacao indeholder også naturligt magnesium samt en række plantestoffer, blandt andet antioxidative polyfenoler. Det er noget af det, der adskiller den rene cacao fra en almindelig kakaodrik med sukker og mælk.

Men for mig er cacao ikke kun interessant på grund af det, der kan måles: I ceremonielle traditioner forbindes cacao ofte med hjertet – med åbenhed, nærvær og kontakt til følelserne. Jeg oplever selv cacaoen som varm og groundende og som en fin ledsager, når jeg ønsker at sænke tempoet og vende opmærksomheden indad.

  • 100 g er en fin størrelse til dit første møde med ceremoniel cacao eller som en lille gave.
  • 420 g er til dig, der ønsker at lade cacaoen få en mere regelmæssig plads i dine egne ritualer.

 

Grounding Krydderimix

Et økologisk mix af lucuma, Ceylon-kanel og kardemomme, sammensat til ceremoniel cacao. De tre ingredienser giver cacaoen en rundere og varmere smag og bidrager hver med deres egen karakter.

  • Lucuma er en sydamerikansk frugt med en mild, naturlig sødme og en næsten karamelagtig smag. Den blødgør cacaoens bitterhed og giver blandingen en rund karakter.
  • Ceylon-kanel tilfører varme og sødme og har gennem århundreder været brugt som krydderi i både mad og traditionelle praksisser. I et mere holistisk perspektiv forbinder jeg kanel med varme og livskraft.
  • Kardemomme er aromatisk og let krydret og bruges traditionelt i forbindelse med fordøjelsen. Energetisk oplever jeg den som lidt lettere og mere opløftende – en fin modvægt til cacaoens dybe og jordende karakter.

Sammen bliver det en varm og sanselig blanding.

 

Blå Lotus

Blå Lotus er for mig den mest spirituelle af de ledsagere, jeg har valgt til cacaoen.

Den smukke blå lotus har en lang ceremoniel historie og kendes særligt fra det gamle Egypten, hvor lotusblomsten optræder i religiøs kunst og symbolik. I moderne ceremoniel og spirituel praksis forbindes Blå Lotus ofte med intuition, drømme, indre billeder og fordybelse.

Jeg holder især af tanken om samspillet mellem cacao og lotus. Hvor cacaoen for mig føles varm, jordende og hjerteorienteret, repræsenterer lotusblomsten noget lettere og mere intuitivt – en invitation til at lytte lidt længere indad.

Den kan bruges sammen med cacaoen eller brygges som te og kan være smuk at inddrage i meditation, journaling, aftenritualer eller stunder, hvor intentionen er fordybelse, kreativitet eller kontakt med din intuition.

 

Cacao Journal

Cacao Journal er en smuk og inspirerende bog til dig, der har lyst til at gå lidt dybere ind i cacaoens univers. Camille deler sin viden om cacao-planten, ceremoniel cacao, ritualer og selve ceremonien og inviterer samtidig til refleksion og fordybelse undervejs.

Bogen er smukt udformet med fotografier og illustrationer og har plads til dine egne noter, tanker og oplevelser. Den kan både læses som en introduktion til ceremoniel cacao og bruges som en personlig journal, efterhånden som du finder din egen måde at arbejde med cacaoen på. En bog, man kan vende tilbage til igen og igen – for viden, inspiration og sin egen personlige praksis.

 

Cacao hos AM Beauty & care i København

Cacaoen har fundet sin plads i den mere stille, sanselige og spirituelle del af mit arbejde.: Ved Japansk Lifting, Reiki- og healingbehandlinger kan ceremoniel cacao tilvælges som begyndelsen på behandlingen. Her får du tid til at sidde med den varme cacao, lande og måske sætte en intention, inden du lægger dig på briksen.

Jeg tilbyder også Cacao Ceremony for One, hvor der er endnu mere plads til cacaoen, ritualet og den personlige fordybelse.

For mig hænger cacao, Reiki, healing og berøring naturligt sammen. Ikke fordi de er det samme, men fordi de på hver sin måde kan være en vej ind i det rum, jeg gerne vil skabe:

Et rum, hvor tempoet sænkes.
Hvor der bliver lidt mere stille.
Og hvor du får tid til at mærke dig selv.